Lidt om skolens historie.
"Den 24. august 1914 ankom de første Sct. Joseph-Søstre til Ringsted, og den 1. september åbnede de skolen i Dagmarsgade 10 med en halv snes elever", sådan fortæller skolens leder fra 1968-1978, Sr. Clementine - og fortsætter:
"Lille, rar og hyggelig, sådan var mit første møde med vor skole i 1968. At skolen gemte en større spirekraft i sit skød, at den lig sennepskornet i evangeliet fik stamme og krone, det var just dens hemmelighed.
Elevtallet steg støt og vedvarende og i 1977 var skolen fuldt udbygget med alle nødvendige lokaler. I 64 år blev skolen ledet af Sct. Joseph-Søstrene. I 1978 overgik skolen til civil ledelse med et elevantal, som i de sidste 10 år var steget fra 89 elever til 276 elever".
Sct. Joseph-Søstrenes forarbejde har, som Sr. Clementine udtrykker det, haft en spirekraft som et sennepskorn. I dag er skolen en selvejende institution i det vi i 2009 købte skolens bygninger og matrikler af Sct. Joseph Søstrene. Men det at vi er blevet en selvejende skole, har ikke betydet, at vi har løsrevet os fra vore rødder. Vi sætter fortsat en ære i at bære navn efter vore grundlæggere, Sct. Joseph søstrene.
Søstrenes ånd præger stadig skolens identitet på umærkelig vis. Søstrene og mange medarbejdere med og efter dem skabt et bæredygtigt og sundt grundlag, som gør, at skolen på samme tid er i både ro og udvikling. Skolen ønsker med rodfæste i sin kristne tradition at have et vågent fremadsyn for, hvad tidens udvikling kræver af os, idet vi ser en opgave i at leve i tiden og ikke bare med tiden. Med vor særlig kristne målsætning er det vores ambition at kunne skabe såvel kontinuitet i forandring som enhed i mangfoldighed. Og skolen lever i bedste velgående, fordi vi netop følger med tiden, og fordi vi kan tilbyde noget, som stadig tiltrækker mange forældre, der anser de værdier som skolen bygger på, for at være værdier de selv ønsker at videregive til deres børn. Skolens bærende værdier er:
Fællesskab, respekt og empati for medmennesket (uanset tro, hudfarve, race, nationalitet, kulturbaggrund), hjælpsomhed, tryghed, trivsel og – naturligvis – høj faglighed.
I 2014 har skolen eksisteret i 100 år.

Afgangshold fra 1920érne

Forstanderinde Sr. Françoise-Agnês omgivet af elever (ca. 1960)
Skoleledere ved Sct. Joseph Skole, Ringsted fra 1914 frem til i dag
1. september 1914 Sr. Antonia Droste
5. november 1914 Sr. Francoise Feuerlein
1. juli 1924 Mère Marie Ambroisine
10. juli 1925 Mère Marie de St. Ignace Viret
21. september 1930 Mère Philomène Ferneding
17. juli 1939 Mère Marie Cypriana Huchtebrok
9. juli 1940 Mère Thérèse de l'Enfant Jésus Adolphson
22. juli 1942 Mère Marie Alycia Homeyer
8. august 1947 Mère Thérèse de l'Enfant Jésus Adolphson
10. august 1948 Mère Jeanne Marie Madsen
22. september 1949 Mère Marie Cyrilla Poppelbaum
8. september 1955 Mère Marie Clodie Schauten
1. december 1955 Mère Thérèse de l'Enfant Jésus Adolphson
19. december 1956 Mère Jeanne Andrée Nielsen
1. august 1958 Mère Marie Hyacinthe Pessel
1. august 1959 Mère Françoise-Agnês Pierdola
1. august 1963 Mère Marie Hildegunde Schmidt
1. august 1968 Sr. Louise Clementine Wamhof
Hermed stoppede en årelang tradition med Sct. Joseph søstre som skoleledere
1. august 1978 Ole Dam
1. august 1995 Anne Windfeld Ambjørnsen
1. august 2005 Tony Guido Rossi Lundby
1. februar 2014 Signe Møller Petersen